hansjorn.dk/familier/hansjorn/politik/napster

Napster - en måde at dele viden, information, data på - er ved at blive nedlagt af en US domstol, fordi snævertsynede firmainteresser (læs: penge) vejer tungere end forbrugernes muligheder for frit at bevæge sig og købe fornuftigt ind.

Der er en sammenhæng med bibliotekerne og principper for forfatterafgift (se andet indlæg herom), idet kunstnere naturligvis ikke skal sulte på 4dje sal med hul i loftet og et enkelt blafrende stearinlys.

Nedlæg folkebibliotekerne?

En amerikansk domstol har besluttet, at Napster er ulovlig og skal nedlægges.

Verdens mest intelligent måde at dele information på skal altå ikke have en chance, hvilket får mig til at forudsige, at vore folkebiblioteker vel står for tur næste gang.

Hvorfor? - Jo, folkebibliotekstanken handler også om at give læserne en god oplevelse uden at skele til pengepungen. Ret beset snyder man jo forfatter, forlag, boghandler, hvergang man "downloader" en bog fra biblioteket - men det har vi så for mange år siden løst med en lov om forfatterafgift.

Hvad bliver det næste? At man lægger bånd på nye ideer og frisk luft?

indlagt på Politiken Netværket, 13.02.01 07:59

ForbudsUSA?

Tak til Sara for den fine reference til Washington Post (washingtonpost.com/wp-dyn/articles/A36584-2001Feb7.html) , hvor jeg bl.a. faldt over følgende:

Grossly oversimplified: Publishers want to charge people to read material; librarians want to give it away.

"We," says Schroeder, "have a very serious issue with librarians."

 Man tænker helt tilbage på forbudstiden, hvor amerikanere gud-hjælpe-mig mente, at de kunne forbyde udskænkning af stærkere drikke end te-vand!

Idet jeg går ud fra, at man også i USA har en ordning, hvor biblioteker betaler et bidrag til forfattere, hvis bøger er repræsenteret på de offentlige hylder?

Nu er jeg ved at gå over i den anden grøft og vil med ramme alvor foreslå, at bibliotekerne tager sig betalt for at reklamere for forfatternes produkter!

Det er det, man kan kalde for den omvendte forfatterafgift

Bare tænk på, at vi med Internet er i stand til at tale sammen og udveksle referencer uden at skulle spørge en advokat til råds, om det nu også er lovligt!

Hvilket rimer på det jydske 'tovligt' - for det er hvad vi er på vej til, hvis vi ikke som forbrugere rykker sammen og stiller krav til informationsindustrien.

indlagt på Politiken Netværket, 14.02.01 06:41

Luk Strøget

Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og lukke "Strøget" og andre lignende indkøbsgader?

Og skulle man endelig finde frem til en butik, der handler med musik - så vil jeg da foreslå, at musikbranchen ulovliggør det at kunne høre musikken, før man beslutter sig til at købe?

Da man i sin tid i København foreslog, at Strøget skulle lukkes for biler, busser osv. hørte man et ramaskrig fra de handlende. Tiden har vist vist, at køberne syntes godt om at gå på strøget, se på butikker, hygge sig - og handle.

At musikbranchen og dets kor af helvedesadvokater ikke kan se deres egen næsetip og set til at forny sig - det må blive deres sag. Jeg synes blot synd om musikerne, der bliver ofrene.

Måske man skulle henstille til dem at gå på Strøget og spille lidt der - bare så vi ved, at de eksisterer.

indlagt på Politiken Netværket, 14.02.01 05:10

Après Napster

Den gode Michael har sendt sit sidste indlæg - og tak for det!

Ikke at det skal forstås på den måde, at det symboliserer Napsters endeligt, tværtom.

Ej heller, at Michael ikke bør skrive flere indlæg - for han skal have tak for sin medvirken som repræsentant for "den anden side". Uden hvilken en debat ikke var meget værd.

Men min pointe er nu, hvad vi kan forvente efter Napster bliver tilrettesat af en mere eller mindre tilfældig dommer i USA (apropos: en anden tilfældig dommer ville jo lukke Microsoft, og det sker vel næppe heller?).

Jo, jeg tror på, at ideen vil overleve - og her kunne vi gerne i lille Danmark medvirke til en fin løsning på problemerne.

Til fælles bedste - som for en sikkerheds skyld skal gentages: At gavne og fornøje, hvad enten man er udøvende musiker, komponist, tekstforfatter, lydmand, videodame eller blot en uskyldig musikelsker.

Jeg vil opfordre til 2 ting:

  1. at man på sine hjemmesider laver et kapitel, der hedder: min musik
  2. lærer at bidrage med få simple midler til at de "små" kunstnere får en chance for at blive hørt

ad 1: Det kan vel ikke være forbudt at lave en diskografi, så andre kan se, hvad man ejer. Så kan evt. interesserede jo henvende sig privat for at høre om muligheder for at bytte musik (det er vel heller ikke ulovligt?)

ad 2: Teknologien har medført, at det at indspille musik, ja sågar video - er blevet meget, meget billigere. Tænk selv på, hvad et videokamera kostede for 10 år siden - og er det for dyrt, så tænk på, hvad en digital lydoptager koster i dag. Så hjælp de kunstnere, der kan synge, spille, komponere, forfatte, forevige - men ikke er så gode til det der med det digitale, altså at optage og formidle oplevelsen.

Jeg har også 2 eksempler på, hvad jeg personligt har haft af problemer, oplevelser i forhold til ovennævnte:

  1. Jeg hørte i radioen en sanger, hvis navn er Andre Lundemann eller noget i den retning. Og ville gerne købe hans sange. Jeg gik i diverse musikbutikker, der slog op i tykke kataloger og forespurte i en online database, men ak og ve uden resultat. Hvis jeg kunne søge på almindelige menneskers diskografier, så havde jeg nok fundet en henvisning til denne ukendte kunstner uden hjælp fra musikbranchen
  2. På mit arbejde havde vi forrige fredag besøg af Det kongelige danske Musikkonservatoriums big band. 25 fantastiske unge mennesker og én professor, der i 3x45 min. underholdt med en musikform, der næsten ikke er råd til at betale mere. Og sørm'e om ikke jeg fik lov til at "filme" noget af begivenheden og udgive den som et forsøg. Det kostede i rene udgifter ca. 250 kr. til 3 videobånd og et tilsvarende beløb til leje af kamera. Se/hør og glæd jer på følgende adresse: http://vpn.dbit.dk/ha

Det er bl.a. hvad Napster har lært mig i den forløbne tid: at man ikke skal overlade alt til tilfældigheder, herunder KODA, SONY, COPY-DAN, UNIVERSAL - men gerne bidrage lidt selv med den indvendige side af hovedet.

indlagt på Politiken Netværket, 14.03.01 06:40