Hvis trafikudvikling fortsætter efter linealen, så kan vi se frem til en del trafikpropper - især i hovedstadsområdet. Og det uanset at man måske planlægger 16-spors motorveje på kryds og på tværs.

Så derfor vil jeg efterlyse en ny politik, der kombinerer trafikpolitik med arbejdsmarkedspolitik. Kort sagt vil jeg foreslå, at man præmierer de personer, der bliver hjemme i myldretiden og arbejder f.eks. med en PC, der er tilkoblet deres arbejdsgivers lokalnet.

Hvis man f.eks. ordner sin elektroniske post, renser lidt ud i PC-mapperne, læser internet-nyhederne f.eks. mellem kl. 7 og 9 - ja så kan man få et "trafiktilskud", idet man jo ikke belaster indkørselsvejene til København - eller for den sags skyld et S-togssæde.

Stat, Amt og Kommune kan så spare adskillige mia. kr. til "udbedring" af trafiksituationen. Eller sagt på anden måde: Er vi virkelig interesseret i at få samme tilstand som i Los Angeles området ? Skal vi fortsætte med at lave 4 baner i hver retning på Helsingørmotorvejen osv. osv. ?

En anden mulighed er at præmiere de personer, der frivilligt opgiver deres nuværende arbejde og søger et nyt, der ligger nærmere deres bopæl. Eller den omvendte situation: At præmiere de personer, der er villige til at flytte deres bolig tættere til deres arbejde.

Ikke at jeg har noget imod privat, individuel trafik - tværtom ! Jeg holder meget at at køre på arbejde i bil - men ærlig talt: med den nuværende sammenpresning på ringveje og indfaldsveje er det ikke nogen fornøjelse.

Så mit motto er: Hvad der kan flyttes af fysisk trafik til logisk trafik - dvs. fra veje/togspor til telefonledninger/ISDN-linier/Internet mv. - ja det bør støttes og gerne i starten med statslige initiativfonde.